Vi er en del af en fælles historie

I naturbørnehaven Bøgebjerg på Fyn, er der fokus på den styrkede pædagogiske læreplan. Det er en god faglig udfordring for institutionen. Pædagogerne er meget kompetente og har et fælles pædagogisk fodslag, men med et øget fokus på institutionens kerneværdier og læringsmiljøer, er der alligevel blevet plads til god pædagogisk udvikling. Det ville også være underligt hvis ikke der var det;)

En stor del af institutionens gennemgående pædagogiske læringsmiljø, består i et narrativt perspektiv. Fortællinger, minder, indretning, fælles refleksioner og gode historier flyder fra børn og voksne. Og det er en fornøjelse at lytte til! Jeg er slet ikke i tvivl om, at det sproglige og visuelle historie-fortællende miljø i daginstitutionen, kæder børn og voksnes hverdag sammen, til en fælles historie.

Konsulent med øje for kvalitet og personale-trivsel

Som pædagogisk konsulent i institutionen, har jeg øje på kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer men i høj grad også personalets daglige motivation og trivsel. Arbejdsglæden.

Som i mange andre institutioner, går hverdagen mange gange stærkt! Derfor er det vigtigt, at man som kollegaer passer på hinanden og skaber plads til faglighed og personlig motivation og glæde. Der skal være plads til, at den enkelte har mulighed for at arbejde med det fokus som han eller hun brænder for. Det giver nemlig personlig energi og autentisk nærvær med børnene. Dette er et perspektiv som mange institutioner kunne have godt af at huske sig selv på:) For alle skal have det godt.