Jeg er TUBA ambassadør
Jeg er ambassadør for TUBA. Det betyder at jeg gerne stiller op til foredrag eller på anden måde skaber synlighed omkring TUBA, for at styrke organisationens arbejde. TUBA står for “Terapi og rådgivning til Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere” og er en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark.
En af grundene til at jeg er blevet ambassadør er, at jeg ønsker at bidrage til et stærkere fundament for tidlig indsats, akut hjælp og efterværn for børn af misbrugere. Den anden grund er, at jeg har selv modtaget terapi igennem TUBA, fordi min far var alkoholiker og desværre døde af sit misbrug. Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at indsatsen virker.
Som ambassadør og tidligere bruger af TUBA´s terapi, lå det mig lige for, at hjælpe med at lave undervisningsmateriale til TUBA, da de spurgte om jeg ville bidrage. Det er virkelig et stykke formidlingsarbejde som gør en forskel.
Målet med materialet er at give bl.a. terapeuter, pædagoger og socialrådgivere, et virkeligt indblik i, hvordan det er at være barn af en misbruger – og ikke mindst hvordan man lærer at leve sit liv, fri for sorg, svigt og forvirring omkring relationen til et nært og kært familiemedlem. Derudover håber vi, at flere unge og voksne, kan spejle sig i materialet og vil tage imod terapi. Det kan være svært at opsøge det, når man først er blevet voksen. Men det betyder ikke, at man ikke har brug for det.
På TUBAS hjemmeside, kan man nu læse det interview – og se kampagnen “Min historie”, som jeg har bidraget til.
Tak til fotograf Nils Lund Pedersen!
Min Historie, uddrag
Da jeg var 14-15 år, kom min far på afvænning. Jeg følte, at jeg forrådte ham ved at kalde ham alkoholiker. Jeg var stadig ikke overbevist om, at han var det. Jeg besøgte ham i weekenderne. Det var en underlig situation. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle tackle det.
Når min far kom hjem fra afvænning, begyndte han at drikke. Jeg var glad, når han kom hjem, men jeg havde også en stor mistillid. Han sagde hver gang, at det ville gå: – Nu har jeg besluttet mig, sagde han. Men så begyndte han at drikke igen.
På et tidspunkt kom jeg hjem til ham, hvor han havde det elendigt. Han var meget fuld og dårlig. Huset var næsten tomt og meget beskidt. Han havde slået sig på hænder og arme, fordi han var væltet ind i ting. Det så vanvittigt ud. Jeg satte mig foran ham og bad ham om at tage på afvænning;- Hvis ikke for andet, kan du så ikke gøre det for mig?, spurgte jeg.
– Jeg kan ikke mere, sagde han.
Det var helt sindssygt, at det mennesker, man holder så meget af, siger sådan.
-Farvel far, sagde jeg. – Jeg elsker dig. Jeg kan ikke hjælpe dig. Du skal ville hjælpe dig selv. Jeg kan ikke blive.
Jeg tænkte, at det godt kunne være sidste gang, jeg så ham.
På det tidspunkt kom jeg i behandling hos TUBA. Jeg havde stået på venteliste i et år, men så fik jeg en plads. Det gjorde en verden til forskel for mig og min familie.
